Proteinindtag: et basalt, men ofte overset fundament

Protein er mere end muskelopbygning

Protein bliver ofte omtalt i relation til træning, vægttab og kostplaner. Men for behandlere har emnet en bredere klinisk relevans. Tilstrækkeligt proteinindtag kan være en vigtig del af vurderingen af muskelmasse, restitution, aldring, knoglesundhed og komplekse symptombilleder. 

Når vi taler om kost og sundhed, er det vigtigt at begynde med en vis faglig ydmyghed. Ernæringsforskning er vanskelig. Det er blandt andet svært at lave lange kontrollerede studier, hvor mennesker følger en bestemt kost præcist over tid, og selvrapportering af kostindtag er forbundet med usikkerhed.

Det betyder ikke, at vi ikke ved noget. Men det betyder, at vi bør være varsomme med meget skråsikre konklusioner.

Protein er et af de områder, hvor der trods alt findes en del relevant viden. Protein er et af kroppens makronæringsstoffer sammen med kulhydrat, fedt og alkohol. Alkohol kan teknisk set også bruges som energikilde, men adskiller sig naturligvis fra de øvrige makronæringsstoffer ved sine fysiologiske og sundhedsmæssige konsekvenser.

Proteiner består af aminosyrer. Nogle aminosyrer kan kroppen selv danne, mens andre er essentielle og skal tilføres gennem kosten. Det er en vigtig pointe, fordi protein ikke kun handler om kalorier eller mæthed. Protein indgår i muskelvæv, bindevæv, enzymer, hormoner, immunfunktion, vævsreparation og en lang række biologiske processer.

For behandlere er det derfor relevant at forstå protein som en basal biologisk faktor. Ikke som svaret på alle symptomer, men som et fundament, der kan påvirke kroppens evne til at vedligeholde væv, restituere og respondere på belastning.

Proteinkvalitet og kostmønstre kræver klinisk blik

Som udgangspunkt indeholder animalske proteinkilder alle essentielle aminosyrer i relativt høje mængder. Ved plantebaseret kost kan man også opnå et dækkende proteinindtag, men det kræver ofte mere opmærksomhed på variation, samlet mængde og aminosyresammensætning. Diskussionen om planteproteiner og aminosyresammensætning er blandt andet beskrevet i denne faglige kommentar i Circulation: Plant Foods Have a Complete Amino Acid Composition.

Det betyder ikke, at plantebaseret kost er problematisk i sig selv. Men det betyder, at en behandler bør være opmærksom, hvis en klient eller patient har skåret større fødevaregrupper fra, spiser ensidigt, har lav appetit eller samtidig har øget behov for restitution.

Det gælder især ved:

• høj fysisk belastning eller styrketræning
• vægttab eller lavt energiindtag
• aldring og tab af muskelmasse
• længerevarende symptombilleder
• fordøjelsesproblemer eller kostrestriktioner
• vegetarisk eller vegansk kost uden bevidst planlægning

I klinisk praksis er proteinindtag derfor ikke bare et spørgsmål om "spiser du sundt?" Det er et spørgsmål om, hvorvidt kroppen har adgang til de byggesten, der skal bruges til vedligeholdelse, reparation og adaptation.

Det er netop her, emnet bliver relevant for fysioterapeuter, osteopater, kiropraktorer, kropsterapeuter og andre behandlere, der arbejder med funktion, smerte, belastningstolerance og komplekse patienter.

Hvor meget protein er relevant?

Der findes ikke ét tal, der passer til alle. Proteinbehov afhænger blandt andet af alder, kropsvægt, muskelmasse, aktivitetsniveau, træning, sygdomshistorik, energibalance og mål.

Den klassiske anbefaling på omkring 0,8 gram protein per kilo kropsvægt per dag bliver ofte omtalt som et generelt referencepunkt. I mange kliniske og træningsmæssige sammenhænge kan det dog være lavt sat, især hos fysisk aktive personer, ældre eller mennesker, der ønsker at bevare eller opbygge muskelmasse.

I træningslitteraturen ses ofte højere niveauer, for eksempel omkring 1,2–1,6 gram protein per kilo kropsvægt per dag, og i nogle sammenhænge mere. Det skal ikke forstås som en fast regel for alle, men som et praktisk interval, der kan være relevant at kende i klinisk ræsonnering.

Et konkret eksempel:

Hvis en person vejer 70 kg og har en kropsvægt, der nogenlunde afspejler vedkommendes funktionelle vægt, vil 1,6 gram protein per kilo svare til cirka 112 gram protein dagligt.

Det er vigtigt at huske, at 100 gram kylling ikke indeholder 100 gram protein. Det indeholder typisk omkring 20–25 gram protein. Derfor kan et tilstrækkeligt proteinindtag i praksis kræve mere planlægning, end mange tror.

Det er en af grundene til, at protein ofte er et godt sted at starte i den kliniske samtale. Ikke fordi det er komplekst, men fordi det basale ofte bliver overset.

Fordeling over dagen og faste

Protein lagres ikke i kroppen på samme måde som fedt og kulhydrat. Kroppen har ikke et egentligt proteinlager, som den frit kan hente fra dagen efter for at bygge muskelvæv. Derfor er dagligt indtag vigtigt.

For mange vil det være praktisk at fordele protein over flere måltider. Ofte taler man om 3–4 proteinholdige måltider i løbet af dagen, særligt hvis målet er at understøtte muskelproteinsyntese, træningsrespons og restitution. Fordeling af protein over dagen og betydningen for muskelopbygning er blandt andet gennemgået i denne artikel: How much protein can the body use in a single meal for muscle-building? Implications for daily protein distribution.

Det betyder også, at intermitterende faste eller Time Restricted Eating kan være en udfordring i nogle tilfælde. Ikke nødvendigvis fordi faste er "forkert", men fordi et kort spisevindue kan gøre det vanskeligere at nå tilstrækkeligt proteinindtag, særligt hos personer med lav appetit, høj træningsbelastning, lav muskelmasse eller øget behov for restitution.

Faste kan i nogle sammenhænge være et brugbart redskab til at reducere energiindtag og understøtte vægtregulering. Men i klinisk praksis bør fordele og ulemper altid vurderes i kontekst. Et randomiseret studie i Science Translational Medicine har blandt andet undersøgt faste og energirestriktion i relation til vægttab og metaboliske effekter: A randomized controlled trial to isolate the effects of fasting and energy restriction on weight loss and metabolic health in lean adults.

Et centralt spørgsmål er ikke bare:
"Virker faste?"

Men snarere:
"Hvad koster denne strategi i forhold til proteinindtag, energi, restitution, træningsrespons, søvn, hormoner og samlet funktionsniveau?"

Det er her, behandlerens kliniske blik bliver vigtigt.

Protein, aldring og funktion

Med alderen bliver proteinindtag ofte endnu mere relevant. Mange ældre oplever lavere appetit, lavere energiindtag og gradvist tab af muskelmasse. Samtidig kan behovet for at bevare styrke, balance, funktion og knoglesundhed blive mere centralt. Netdoktor beskriver blandt andet, hvordan småtspisende ældre kan have behov for et andet ernæringsmæssigt fokus end raske voksne med høj appetit: Omvendte kostråd til småtspisende ældre.

Tab af muskelmasse er ikke kun et æstetisk eller træningsrelateret tema. Det har betydning for gangfunktion, faldtendens, restitution, belastningstolerance, metabolisk sundhed og evnen til at klare hverdagsaktiviteter.

For behandlere, der arbejder med muskuloskeletal fysioterapi, manuel behandling, genoptræning eller komplekse smerteforløb, er det derfor relevant at tænke protein sammen med bevægelse og belastning.

Træning giver kroppen et stimulus. Men adaptation kræver også ressourcer. Kroppen skal have energi, søvn, restitution og byggesten for at kunne respondere hensigtsmæssigt.

Protein alene skaber ikke styrke, funktion eller smertefrihed. Men utilstrækkeligt proteinindtag kan være en faktor, der begrænser kroppens evne til at vedligeholde muskelmasse og respondere på træning.

Træning, restitution og hormese

Når vi træner, udsætter vi kroppen for en kontrolleret belastning. I biologien taler man ofte om hormese: en belastning, der i passende dosis kan stimulere kroppen til at blive mere robust.

Det gælder dog kun, hvis kroppen kan restituere fra belastningen. Uden tilstrækkelig restitution bliver belastning ikke nødvendigvis opbyggende. Den kan i stedet blive endnu en stressor i et allerede presset system.

Her bliver protein relevant som en del af det samlede billede. Det indgår i vævsreparation, muskelopbygning og adaptation efter træning. Men det skal ses sammen med andre faktorer som søvn, energiindtag, inflammation, fordøjelse, psykosocial belastning, nervesystemets tilstand og den samlede træningsmængde.

Det er særligt relevant ved komplekse patienter, hvor der ofte er flere samtidige faktorer i spil. En person kan have smerter, lav belastningstolerance, dårlig søvn, lav appetit og utilstrækkeligt proteinindtag på samme tid. I sådan en situation er det sjældent én faktor, der forklarer hele symptombilledet.

Men protein kan være en af de basale faktorer, der bør vurderes, før man udelukkende søger mere avancerede forklaringer.

Kan man få for meget protein?

Det er muligt at få for meget protein, men for raske voksne er det sjældent det mest almindelige problem i klinisk praksis. Langt oftere ser man, at mennesker ikke får nok i forhold til deres aktivitetsniveau, alder eller mål.

Der bør dog være faglig forsigtighed ved nyresygdom, relevant sygdomshistorik eller komplekse medicinske tilstande. Her bør vurderingen ske i samarbejde med læge eller klinisk diætist.

Det er også vigtigt at understrege, at mere ikke altid er bedre. Protein skal ikke ses isoleret fra den øvrige kost. Et meget højt proteinindtag giver ikke mening, hvis det samtidig fortrænger grøntsager, fibre, essentielle fedtsyrer, energi eller variation i kosten.

I klinisk praksis handler det derfor ikke om at presse protein så højt som muligt. Det handler om at vurdere, om indtaget er tilstrækkeligt, relevant og praktisk muligt for den enkelte.

Giver proteintilskud mening?

Proteintilskud kan give mening i nogle tilfælde. Ikke som noget magisk, men som et praktisk redskab.

Mange har en travl hverdag, lav appetit eller et kostmønster, hvor det kan være vanskeligt at nå et hensigtsmæssigt proteinindtag. Det kan især være relevant ved reduceret kødindtag, plantebaseret kost, træning, vægttab eller aldring.

Valleprotein, også kaldet whey-protein, har generelt en god aminosyresammensætning og et højt indhold af essentielle aminosyrer. Det stammer fra mælk og kan derfor være mindre relevant ved mælkeallergi eller laktoseproblemer, selv om isolerede eller hydrolyserede former ofte indeholder mindre laktose. I denne artikel gennemgås blandt andet, hvordan graden af laktoseintolerance og mængden af laktose i kosten kan have betydning for tolerancen: Laktoseintolerans: Hvad kan jeg tåle?.

Der findes også risprotein, ærteprotein, hampeprotein og andre plantebaserede proteintilskud. De kan være udmærkede, men kvalitet, proteinindhold og aminosyreprofil varierer.

Fra et klinisk perspektiv er det relevante ikke, om et tilskud er "nødvendigt", men om det løser et konkret problem. Hvis en person uden problemer får tilstrækkeligt protein gennem almindelig mad, er tilskud ikke nødvendigt. Hvis personen derimod konsekvent ligger lavt, kan et tilskud være en enkel og praktisk løsning.

Her bør behandleren stadig være nøgtern. Proteintilskud er ikke behandling i sig selv. Det er et redskab, der kan understøtte et samlet ernæringsmæssigt fundament.

Klinisk relevans for behandlere

Proteinindtag er ikke kun relevant for ernæringsfaglige specialister. Det er også relevant for behandlere, der arbejder med funktion, smerte, bevægelse og restitution.

For en fysioterapeut, osteopat, kiropraktor eller anden manuel behandler kan protein være relevant at overveje ved:

• manglende fremgang i træning eller genoptræning
• lav muskelmasse eller lav styrke
• ældre patienter med faldende funktion
• komplekse smerteforløb med lav belastningstolerance
• langvarig træthed eller dårlig restitution
• vægttab eller lavt energiindtag
• ensidig kost eller mange kostrestriktioner
• plantebaseret kost uden tydelig proteinsammensætning

Det betyder ikke, at behandleren skal agere klinisk diætist. Men det betyder, at protein kan være et relevant observationspunkt i den kliniske ræsonnering.

Det kan være nok at stille bedre spørgsmål:

Hvordan ser et almindeligt dagsindtag ud?
Er der protein i hvert måltid?
Er der skåret store fødevaregrupper væk?
Er appetitten lav?
Er der tegn på lav muskelmasse eller dårlig restitution?
Matcher træningsbelastningen kroppens ressourcer?

På den måde bliver protein ikke et isoleret kostråd, men en del af en mere systemisk forståelse af kroppen.

En lille del af det store billede

Protein er ikke hele forklaringen på sundhed, smerter, funktion eller restitution. Men det er en vigtig basal faktor.

I en neuro-metabolisk og systemisk tilgang giver det mening at vurdere de grundlæggende forhold, før man bevæger sig for langt ind i mere komplekse forklaringsmodeller. Søvn, energiindtag, bevægelse, fordøjelse, stressbelastning, inflammation, nervesystemets regulering og proteinindtag kan alle være relevante lag i det samlede billede.

Det er netop her, behandlerfaglig viden bliver vigtig. Ikke for at reducere komplekse symptombilleder til én simpel årsag, men for at kunne se, hvilke basale forhold der kan være med til at forme kroppens respons.

Protein er et godt eksempel. Det er enkelt nok til at blive overset, men vigtigt nok til at få klinisk betydning.

For behandlere handler det derfor ikke om at gøre protein til et nyt dogme. Det handler om at kunne vurdere det nøgternt, bruge det relevant og placere det rigtigt i den samlede kliniske ræsonnering.

3 forslag til interne links på nminstitut.dk

1. Uddannelsen hos NeuroMetabolisk Institut
   Artiklen kan naturligt pege videre til NMI's 2-årige uddannelse, fordi emnet kobler basal fysiologi, klinisk ræsonnering og systemisk forståelse.
2. Funktionel neurologi og neuro-metabolisk forståelse
   Relevant som videre læsning for behandlere, der vil forstå sammenhængen mellem nervesystem, energiomsætning, restitution og klinisk praksis.
3. Viden-artikler om inflammation, smerteforståelse eller komplekse symptombilleder
   Proteinindtag bør forstås som én del af et større billede, hvor immunologi, metabolisme, nervesystem og belastningstolerance spiller sammen.

Om forfatteren og brug af indhold

Denne artikel er skrevet af Emil Schouw, D.O. i osteopati og NeuroMetabolisk RB, med mere end 10 års erfaring inden for behandling, klinisk praksis og undervisning. Artiklen er udgivet af NeuroMetabolisk Institut som led i instituttets faglige vidensformidling.

Indholdet må gerne gengives helt eller delvist under følgende betingelser:
Tydelig kreditering: Emil Schouw skal fremgå klart som forfatter og ophavsmand.
Korrekt gengivelse: Indholdet skal gengives faktuelt korrekt og uden at ændre betydningen.
Ikke ud af kontekst: Teksten må ikke citeres, forkortes eller omskrives på en måde, der fordrejer budskabet eller sætter indholdet i en misvisende sammenhæng.
Link til originalen: Ved gengivelse skal der henvises til den originale artikel med et tydeligt link.